Fra sted til sted Livet i Åmosen Mad i mosen Moseboliger Naturens ressourcer
Skjul billede

Mad i mosen

Åmosen var et af stenalderjægernes største spisekamre. Det var ikke kun større dyr som kronhjort, vildsvin og elg, der var på menuen. Også bær, nødder, vilde planter og store mængder af fisk fandt vej til stenaldermenneskenes maver.

Fra hundelort til hasselnødder

Arkæologernes udgravninger af bopladser i Åmosen afslører affaldsbunker, knogler og rester af forskellige slags måltider. Der er fundet alt fra knækkede hasselnøddeskaller til spor af forskellige slags bær i rester af afføring fra mennesker. Man har endda også fundet hundelort på bopladserne. Menneskets bedste ven er i Jægerstenalderen bl.a. blevet fodret med fisk.

Alt godt fra havet

Åmosens befolkning nøjedes ikke bare med at jage i sumpen og skoven. En meget stor del af jægerstenalderens kost bestod af fisk - både ferskvandsfisk fra mosens åer og søer, men også fisk og andre dyr ude fra havet. I Åmosen er der fundet sælknogler og hvalknogler, som må være transporteret ind til mosens bopladser ude fra kysten- måske som medbragt madpakke.

Du bliver hvad du spiser

Hvis et menneske har spist meget mad fra havet som f.eks. fisk og skaldyr, kan det måles i knoglerne. Undersøgelser af knogler fra Åmosen viser, at jægerne i meget høj grad har levet af mad fra havet som sæl, muslinger og fisk. Jægerstenalderens mennesker har altså ikke bare boet i Åmosen, men har også levet ude langs kysten.