Fra sted til sted Livet i Åmosen Mad i mosen Moseboliger Naturens ressourcer
Skjul billede

Fra sted til sted

I jægerstenalderen var Åmosen en vigtig færdselsåre, fordi menneskene sejlede mellem kysten og indlandet gennem åer, søer og moser. I midten af 1900-tallet fragtede tog, hestevogne og lastbiler tørv gennem mosen på kryds og tværs. I dag er der ikke mange veje, der fører gennem Åmosen, og en bil er nødvendig for at tilbagelægge større afstande.

Spærring eller fri passage?

Når man fra Åmosens højeste punkt Maglebjerg ser ud over landskabet, virker Åmosen næsten som en stor kile, der blokerer for færdsel fra nord til syd. Der er ikke ret mange veje gennem mosen, og Åmose Å kan kun krydses via en håndfuld broer ved f.eks. Undløse, Skellingsted og Bromølle.  Det er ikke til at se, at Åmosen i tidligere tider faktisk har rummet vigtige transportruter.

Spor af spor

Ser man godt efter, kan man flere steder i Åmosen finde spor af de jernbaneskinner, vognene med tørv blev transporteret på i tiden omkring 2. verdenskrig. De er synlige i asfalten et enkelt sted, men man kan også følge deres forløb langs markveje, hvor den lige rute gennem landskabet stadig er synlig.

Til fods eller på cykel

Der er mulighed for at bevæge sig gennem Åmosen til fods og på cykel ad flere ruter. Jyderupstien på 52 km er en cykel- og vandrerute, der går fra Skarresø i nord til Tystrup-Bavelse-søerne i syd strækker sig gennem den vestlige del af Åmosen.