Fra sted til sted Livet i Åmosen Mad i mosen Moseboliger Naturens ressourcer
Skjul billede

Naturens ressourcer

Åmosen var i begyndelsen af 1900-tallet et landbrugsområde, men også et godt sted at grave tørv. I tiden omkring 2. verdenskrig blev tørven Åmosens allervigtigste ressource. Store industrivirksomheder fra København, bl.a. Carlsberg, gik sammen i selskabet I/S Åmosen om at opkøbe jord i Åmosen for at grave tørv og sikre brændstof til produktionen.

450 millioner tons tørv

Under krigen var det for danskerne især vigtigt at sikre forsyningen af brændsel fra Danmark, da man ikke kunne importere brændsel fra udlandet. Der var brug for meget store mængder tørv til at holde markedet i gang. I/S Åmosen, der var en af de største tørvegravningsvirksomheder i området, fik i løbet af 10 år gravet over 450 millioner tons tørv i Åmosen.

Væk med vandet

For at undgå oversvømmelser af landbrugsjorden og gøre tørvegravningen nemmere, udgravede man allerede i 1930erne Åmose å, så den blev rettet ud og gravet dybere for at kunne rumme mere vand . Efterhånden som tørvegravningen blev intensiveret, og mere og mere tørvejord forsvandt fra området, blev der igen problemer med oversvømmelser og stigende vandstand. Derfor udførte man i 50erne og 60erne endnu en regulering af åen, som skulle sænke vandstanden med 2 meter, så oversvømmelserne kunne begrænses.

Penge i tørven

Hvis sommeren ikke var for våd og regnfuld, blev tørven en god kvalitet. Der var penge at tjene ved at grave og sælge tørv. Det var hårdt arbejde at være tørvegraver, men ugelønnen var god. Da Bent Frederiksen i sommeren 1940 som 15-årig arbejdede i Åmosen, kunne han tjene op til 160 kr. om ugen. Til sammenligning tjente hans far, som boede i København, 90 kr. Faderens løn skulle også forsørge moderen og 3 andre søskende. Du kan høre Bent fortælle mere om tørvegravningen under "Kilder".