Fra sted til sted Livet i Åmosen Mad i mosen Moseboliger Naturens ressourcer
Skjul billede

Naturens ressourcer

Naturen var livets centrum for jægerstenalderfolkene. Årstidernes skiften og de vekslende muligheder for jagt, fiskeri og indsamling af spiselige planter var deres livsgrundlag. Naturen bestemte den rytme, deres liv fulgte, og afgjorde hvor de kunne bo, spise og jage.

På jagt med bue og pil

Når jægerstenalderens mennesker gik på jagt, var det bl.a. efter elg, urokse, rådyr, vildsvin og kronhjort. Man brugte hunde til at jage med, og buer og pile var vigtige våben, der kunne få ram på byttet. Pilespidserne havde en bred æg og var gode til jagt på større dyr. Når byttet blev ramt, skadede pilen dyret, så det hurtigere forblødte og ikke kunne flygte.

Alt kan bruges

Et nedlagt dyr blev udnyttet til det yderste. Kødet kunne steges eller tørres og spises, skindet garves og bruges til tøj eller hytter, og knogler og horn kunne formes til våben og redskaber som f.eks. økser og spyd. Til at indsamle bær, rødder og andre spiselige planter havde man kurve af flettet siv og stokke til at grave i jorden med. Når man fiskede i åer og søer, brugte man fiskekroge, spyd og flettede ruser til at fange fiskene.